Gå til hovedindhold

Fjernvarme - godt at vide som borger

I Hedensted Kommunes Klimaplan er det et mål, at alle varmekilder inden for kommunegrænsen skal være overgået til grønne alternativer senest i 2030. En ambition der kommer på baggrund af Folketingets "Klimaaftalen om grøn energi og varme fra 2022" hvor fokus bl.a. er på borgernes omstilling fra naturgas til mere klimavenlige alternativer i form af kollektiv fjernvarme eller individuelle varmepumper.

Indhold

    Bor du i en af Hedensted kommunes byer, vil det bedste alternativ til dit oliefyr eller din gaskedel med stor sandsynlighed være at blive en del af et kollektivt fjernvarmenet. Det kan derfor være relevant for både din pengepung og klimaet, at du overvejer denne mulighed.

    På denne side finder du et kort overblik over de spørgsmål, vi ofte får stillet, omkring skiftet til fjernvarme. 

    6 relevante spørgsmål om fjernvarme

    Kort fortalt er fjernvarme et system, der leverer varme til forbrugerne via et netværk af rør, der løber fra centrale varme- og/eller energianlæg.

    Fjernevarmeforløb fra værk til forbruger

    Modsat husstande med individuelle varmepumper, har fjernvarmeselskaber mulighed for at benytte forskellige varmekilder. Det er en fordel, da de kan tilpasse forsyningen efter elprisen, vejrforholdene (sol og vind), ny teknologi m.m. Det gør fjernvarme til en pålidelig, prisvenlig og ikke mindst prisstabil varmeforsyningsløsning.

    Der findes flere forskellige varmekilder, som et fjernvarmeselskab kan benytte. De fleste varmeværker bruger en eller flere af følgende muligheder: varmepumper, elkedler, overskudsvarme fra lokale virksomheder, vind- og/eller solenergi, flis eller træpiller.

    Et tilbud om fjernvarme er til enhver tid frivilligt, og det er derfor et initiativ som borgerne i lokalområdet skal blive enige om og bakke op om, hvis det skal realiseres. Kommunen hverken kan eller ønsker at tvinge borgere til at tilslutte sig fjernvarmeløsninger.

    Et fjernvarmeselskab er et a.m.b.a.-selskab, hvilket er en forkortelse for "Andelsselskab med begrænset ansvar". Et fjernvarme-a.m.b.a. er dermed et selskab, som forbrugerne ejer og driver sammen i stil med f.eks. et vandværk. Det betyder også, at alle større beslutninger tages demokratisk, hvilket giver medlemmerne mulighed for at deltage aktivt i beslutningsprocessen, melde sig ind i selskabets bestyrelse og derved påvirke retningen for selskabet.

    At ”hvile i sig selv” betyder, at selskabet ikke må lave økonomisk overskud, men kun opkræve de penge ved forbrugerne, der er nødvendige for, at selskabet kan køre rundt. Med andre ord betyder det, at forbrugerne betaler den pris det koster 1:1 for selskabet af levere varme.

    Samme princip gælder således også, når det kommer til prisen for at tilslutte sig et nyt fjernvarmeområde, der ikke direkte kan tilsluttes et eksisterende varmeværk. Her dækker prisen over etablering af et varmeværk (f.eks. en central varmepumpe) samt det nødvendige rørsystem. Varmeværket må ikke tjene penge på bekostning af sine forbrugere.

    Som udgangspunkt er der 3 forskellige udgifter som en ny forbruger skal forholde sig til, hvis man ønsker at tilmelde sig en fjernvarmeløsning. Der vil være:

    1. Et tilslutningsbidrag
    2. En varmeunit
    3. En årlig varmeudgift

    Din samlede pris for at blive en del af et fjernvarmeselskab fordeler sig på ovenstående 3 elementer og påvirkes af, hvorvidt det fjernvarmeanlæg, du skal tilsluttes, er et eksisterende eller et nyt, der skal etableres.

    Tilslutningsbidrag: Bidraget afhænger af, om din bolig tilsluttes et eksisterende varmeværk eller, om der skal etableres et nyt varmeværk samt nyt rørsystemet. Sidstnævnte giver oftest en højere tilslutningspris. Varmeværker vælger som regel at kræve et tilslutningsbidrag, da det sikrer et godt og robust projekt, ved at have en startkapital så alle omkostninger ikke udelukkende skal dækkes af de årlige varmepriser.

    Varmeunit: Fjernvarme kræver at du som boger har en fjernvarmeunit, der er placeret inde i dit hus. En varmeunit er en fordelerenhed, der fordeler det varme vand fra varmeværket ud til både radiatorerne og til din vandhane og bruser. Prisen på en varmeunit i den kvalitet, som anbefales af lokale fjernvarmeselskaber i Hedensted Kommune, ligger i omegnen af 20.000 kr. og har en forventet levetid på 25 år.

    Den årlig varmeudgift består af et fast varmebidrag, der oftest afhænger af huset størrelse samt forbrugerens personlige varmeforbrug.

    Til og med 2025 er det desuden muligt at du kan få op til 20.000 kr. i tilskud til din konvertering til fjernvarme. Tilskuddet søges af fjernevarmeselskaberne ved den statslige fjernevarmepulje.

    Ønsker du eller dit lokalsamfund at få fjernvarme, kan I kontakte et af kommunens eksisterende fjernvarmeselskaber, og høre nærmere til mulighederne for at få fjernvarme i jeres by. Det er også en mulighed at I selv opretter og driver et nyt lokalt fjernvarmeselskab med hjælp fra andre private aktører. Sidstnævnte kræver dog et stort engagement fra byens borgere, da varmeforsyning er et stærkt statsligt reguleret område. I begge tilfælde har kommunen mulighed for at bidrage som facilitator og rådgiver.

    Ligger din bolig i et område, der er allerede udlagt eller planlagt til fjernvarme, har fjernvarmeselskabet ret og pligt til at forsyne din bolig med fjernvarme, hvis du ønsker det - uafhængigt af hvilken varmeforsyning din nabo har valgt.

    I Hedensted Kommune har vi på nuværende tidspunkt 5 opererende fjernvarmeselskaber, som fremgår af listen nedenfor. Du kan gå ind på deres hjemmesider og læse mere om fjernvarmeselskabernes CO2-neutrale tiltag og forsyningsområder.

    Tryk på de enkelte fjernevarmeselskabers navn for at blive dirigeret til deres hjemmeside. 

    Hedensted Fjernvarme a.m.b.a. 

    Hornsyld Klimavarme a.m.b.a. 

    Løsning Fjernvarme a.m.b.a. 

    Rask Mølle Uldum Forsyning a.m.b.a. 

    Tørring Kraftvarmeværk a.m.b.a.

    Aktuelle projekter

    Tirsdag den 18. februar 2025 blev der afholdt to borgermøder i Stouby, hvor Hedensted Kommune i samarbejde med Tørring Kraftvarmeværk og Dansk Fjernvarmes Projektselskab præsenterede et nyt fjernvarmeprojekt for borgerne i Stouby.

    Præsentationen kan findes her 

    Du er altid velkommen til at kontakte kommunens klimasekretariat, hvis du har spørgsmål til varme i dit område. Du kan skrive til vores postkasse på mailen varme@hedensted.dk.