Gå til hovedindhold

Ny finansieringsmodel for fjernvarmeprojekter afprøves i Stouby

Afdragsordning skal sikre, at fjernvarmeprojekter i Hedensted Kommune bliver mere tilgængelige for de borgere og virksomheder, som ønsker at tilslutte sig fjernvarme.

26. feb. 2025

Indhold

    Tirsdag den 18. februar afholdt kommunen, i samarbejde med Tørring Kraftvarmeværk, to borgermøder i Stouby som en indledende præsentation af et nyt fjernvarmeprojekt til byen.

    Tidligere erfaringer har vist, at det er en stor indsats for frivillige ildsjæle at skulle løfte og indfri et fjernvarmeprojekt for en hel by. Derfor har Hedensted Kommune som et forsøg i Stouby valgt at gå mere ind i maskinrummet og finansiere og drive dele af opstartsfasen, så der lettere kan realiseres et godt projekt for borgerne. Til dette har kommunen entreret med en professionel varmeudbyder, Tørring Kraftvarmeværk, så projektet og Stoubys borgere er i trygge erfarne hænder.

    Hedensted Kommune går derudover forrest ved at lade sine egne bygninger; skolen samt Bo- og beskæftigelsescenter Kildebjerget indgå i projektet som de første, med et større tilslutningsbidrag. En løsning, som sikrer et økonomisk robust projekt og giver mulighed for en hel ny finansieringsmodel, som ikke er set før i kommunen.

    Med den nye finansieringsmodel på bordet, åbnes der for, at borgerne selv kan vælge, om de ønsker at betale tilslutningsbidraget til projektet som et engangsbeløb i opstartsfasen, eller i stedet ønsker at afdrage beløbet over fem år. Med dette projekt vil Hedensted Kommune og Tørring Kraftvarmeværk understøtte, at det er mere tilgængeligt at tilslutte sig et fjernvarmeprojekt.

    Hvis du vil læse mere om fjernvarme generelt, kan du finde informationer på denne side. Her kan du også finde præsentationen fra borgermøderne i Stouby d. 18/2.