Faglige spor - Grøn Trepart
På denne side kan du læse om de tre faglige spor i Grøn Treparts-aftalen
Grøn Trepart udmøntes i tre faglige spor, som rulles ud frem mod 2030. Hver fase har sit eget fokusområde og understøtter både klima, vandmiljø og naturkvalitet.
2025: Kvælstof- og kulstofreduktion
I 2025 fokuserede Grøn Trepart på indsatser, der reducerer udledningen af kvælstof til vandmiljøet og kulstof fra landbrugsjord. Det nationale mål er udtagning af 140.000 hektar lavbundsjord og reduktion af 13.700 tons kvælstof.
Kommunerne er projektejer på den konkrete realisering, i samarbejde med landmænd og grundejere som sammen finder ud af hvordan det bedste projekt udformes.
Disse indsatser udgør fundamentet i lokale omlægningsplaner, som principvedtages af kommunalbestyrelserne.
2026: Natur og biodiversitet
Fra 2026 udvides Grøn Trepart med et nyt spor, hvor fokus flyttes til naturen. Rammen bliver den naturlov som i 2026 skal udarbejdes af staten og som er en implementering af den biodiversitetsforordning, som er godkendt af EU i 2024.
Målet er at:
- Skabe større og mere sammenhængende naturområder.
- Forbedre levesteder for planter og dyr.
- Skabe mere beskyttet natur i Danmark.
Arbejdet bygger videre på arbejdet i 2025 med vådområder og lavbundsprojekter og skal sikre, at naturkvalitet bliver tænkt sammen med klima- og vandmiljøindsatserne. Synergier er centralt på tværs af alle projekttyper.
2027: Grundvandsbeskyttelse
I 2027 udvides samarbejdet igen – denne gang med fokus på drikkevand og grundvandsressourcer. Der sættes ind på:
- At udpege og beskytte følsomme områder
- At sikre rent drikkevand gennem målrettede arealtiltag
- At planlægge skovrejsning og andre tiltag, der beskytter grundvandet på lang sigt
Rammen for dette arbejder forventes vedtaget i folketinget i løbet af 2026.