Hvem skal modtage Klimarådets Initiativpris 2025?
I 2023 uddelte Klimarådet for første gang en initiativpris til en særlig anerkendelse af de frivillige kræfter i vores mange lokalsamfund. I 2024 var det Repair Café Stouby, der løb med sejren og Initiativprisen skal selvfølgelig uddeles igen i år. Så det er nu tid til at nominere din favorit.

Klimarådets initiativpris retter sig mod civilsamfundet og de frivillige lokale aktører og kan dermed ses som en parallel til den eksisterende bæredygtighedspris, som retter sig mod erhvervslivet i Hedensted kommune.
Initiativprisen gives til en lokal organisation, forening eller gruppe, der har leveret en særlig indsats for en fælles bæredygtig tilværelse eller for en reduktion af negative klimakonsekvenser.
Klimarådet har fokus på vigtigheden af de mangfoldige projekter og aktiviteter, der blomstrer rundt omkring i vores lokalsamfund. Med Initiativprisen er ønsket at skabe opmærksomhed og anerkendelse af den vigtige indsats, der ydes af lokale initiativgrupper, foreninger og grupper.
De indkomne forslag samles i et inspirations- og netværkskatalog, tilgængeligt for alle – og for den udvalgte prismodtager vil Klimarådet, sammen med Det Fælles Landdistriktsråd, sørge for at det prisvindende initiativ formidles til inspiration for andre lokalsamfund i vores kommune.
Det skal du vide:
- Ved tildelingen af Initiativprisen lægges der vægt på, at det er en lokal aktivitet, som kan formidles som erfaring og inspiration til andre lokalsamfund.
- Initiativprisen skal skabe opmærksomhed og anerkendelse af særligt gode bæredygtigheds- og klimaindsatser
- Vi forstår bæredygtighed bredt. Så de initiativer, vi hylder, kan både omfatte initiativer, der skubber til den grønne omstilling og initiativer der understøtter den sociale bæredygtighed i form af lokale fællesskaber og lignende.
- Initiativprisen gives ikke til enkeltpersoner
- Prisuddelingen foregår ved et fællesarrangement sidst på året - nærmere information følger.
- Vinderen af Initiativprisen modtaget et skilt til markering af prisen og et træ til plantning hos modtager.
- En vigtig del af Initiativprisen er at skabe inspiration for andre lokalsamfund. Vinderen af Initiativprisen vil derfor også blive inviteret til at tage del i at skabe en indsats for bedst muligt at udbrede kenskabet til vinderens bæredygtige aktivitet.