Fredag d. 19/9 var store plantedag i Hedensted Kommune
Rigtig mange børn i Hedensted Kommune har fået jord under neglene. Her var der nemlig store plantedag, hvor 8 frugtlunde blev plantet ud på en række skoler og institutioner.

Fredag d. 19. september blev der plantet frugtlunde på en række skoler og institutioner i Hedensted Kommune. I alt bliver 8 frugtlunde – svarende til 56 frugttræer og 56 frugtbuske – plantet henover de næste uger, som fremover vil skabe både læring, glæde og forståelse for naturen blandt kommunens børn.
Plantedagene er en del af kommunens samarbejde med organisationen Plant et Træ. Sidste år var organisationen med til at rejse ny skov i Uldum i samarbejde med Uldum Fællesråd. Dette projekt frigav en række frugtlunde, som nu er blevet fordelt til lokale skoler og daginstitutioner.
En frugtlund består af syv frugttræer og syv frugtbuske. Når børnene fremover kan plukke æbler, pærer og blommer lige uden for døren, bliver frugtlundene både et grønt åndehul, et læringsrum og et samlingssted.
"Det er en smuk tanke og en rigtig god idé, at børnene kan plante og plukke æbler, pærer eller bær lige rundt om hjørnet. Derfor er vi rigtig glade for, at vores samarbejde med Plant et Træ giver mulighed for at plante frugtlunde adskillige steder. Frugtlundene gør ikke blot vores omgivelser grønnere, de kan også bidrage til læring, til at være noget man kan samles om, og til at indfri vores grønne ambitioner i Hedensted Kommune" siger borgmester Ole Vind, der selv deltog i plantningen i Rask Mølle Børneunivers.
I Rask Mølle var stemningen høj, og både børn og voksne tog fat i plantearbejdet i det lune sensommervejr. Dagen bød også på fællessang, kage og juice. Mange gode kræfter bidrog til arrangementet, herunder FSI Stump Cutters fra Tørring, som støttede som sponsor, og forældre fra Børneuniverset, der aftenen inden havde forberedt plantehullerne.
I Børnehuset Stjerneskuddet i Hedensted var der højt humør, og plantedagen blev sunget i gang med "God morgen sol". Og i Barrit fik eleverne en snak om betydningen af bæredygtighed, ansvar for naturen og hvordan de som skole kan bidrage til et grønnere miljø – både lokalt og globalt.
De nye frugtlunde er nu blevet plantet i:
-
Rask Mølle (2 frugtlunde)
-
Hedensted
-
Tørring
-
Løsning
-
Bjerre
-
Barrit
-
Stouby
I takt med at der rejses skov på kommunale arealer, bliver der løbende frigivet nye frugtlunde, som kommer til gavn og glæde for kommunens børn.






Marc Reseke
Mobil: 21 37 04 27
E-mail: Marc.Reseke@hedensted.dk