Kommunalbestyrelsen godkender omlægningsplaner for klima og natur i Hedensted Kommune
Kommunalbestyrelsen har nu godkendt kommunens nye omlægningsplan, som er udarbejdet under Grøn Trepart-aftalen.
Foto: Boris Schønfeldt
Planen giver et samlet overblik over, hvor i kommunen der fremover kan arbejdes med nye naturtiltag, lavbundsprojekter og reduktion af kvælstof – i alt næsten 5.000 hektar potentielle projektområder.
Med beslutningen kan kommunen gå videre i dialogen med lodsejere, organisationer og de lokale trepartsfora omkring Horsens Fjord, Randers Fjord og Lillebælt/Jylland. Godkendelsen er ikke en endelig blåstempling af de enkelte projekter, men et mandat til at fortsætte det lokale samarbejde og konkretisere mulighederne.
Borgmester Ole Vind (V) fremhæver, at planen er et vigtigt skridt i kommunens samlede klima- og naturindsats og understreger betydningen af frivillighed og tryghed for lodsejerne.
Omlægningsplanen viser blandt andet et potentiale for 655 hektar ny skov, en forventet kvælstofreduktion på over 200 tons og mulighed for at udtage mere end 2.000 hektar lavbundsjord – herunder ét af landets største projekter på cirka 1.400 hektar.
Ud over de overordnede arealberegninger rummer planen en række lokale fokusområder, hvor der ifølge kortmaterialet kan skabes større sammenhængende naturområder og forbedringer for både vandmiljø og biodiversitet.
Et dynamisk kort over projektmulighederne er nu tilgængeligt på både kommunens klimahjemmeside, hvor borgere og lodsejere kan få et overblik over de områder, der på sigt kan blive en del af indsatsen.