Gå til hovedindhold

Danmarks største lavbundsprojekt på vej i Hedensted Kommune

1602 hektar. Eller hvad der svarer til ca. 2243 fodboldbaner. Så stort er udgangspunktet for Danmarks hidtil mest ambitiøse klima-lavbundsprojekt. Projektet skal binde CO2 og styrke vandmiljø og biodiversitet i forbindelse med en række lavtliggende områder i kommunen, som typisk er de vanskeligste at dyrke.

8. jun. 2023

Indhold

    Miljøstyrelsen har i første omgang bevilget lidt over 6 mio. kr. til projektet. Midlerne går til omfattende forundersøgelser, der skal sikre, at en række områder, der i dag ligger lavt, fx ved vandløb og moser, screenes for deres potentielle klima-, natur,- og miljøgevinster.

    Det skal ske i et tæt samarbejde med de lodsejere, der ejer jorden. Og med lokalområder, Naturfredningsforeningen og andre interessenter, så de områder, der er bedst egnet, og kan give den største CO2-reduktion, kan komme i betragtning til projektets næste fase.

    Her vil der typisk ske det, at vandstanden i områderne hæves. Det kan fx ske ved at sløjfe eksisterende drænrør eller ved, at å-løb, moselignede landskaber eller lavtliggende engdrag genetableres. På den måde kan der bindes CO2 i jorden, og samtidig forhindres udvaskning af næringsstoffer, ligesom naturen i områderne bliver mere varieret. 

    Hedensted-borgmester Ole Vind glæder sig over perspektiverne i det nye projekt.

    - I Hedensted Kommune har vi en ambitiøs klimadagsorden og et mål om, at vi skal have udtaget mindst 500 hektar lavbundsjord frem mod 2030, så jeg er rigtig glad for, at vi har fået midler fra Miljøstyrelsen til at igangsætte et så ambitiøst projekt.

    - Der venter os en både omfattende og spændende opgave, som kræver grundige undersøgelser og en god dialog med lokale bedrifter og lodsejere, som typisk ejer og dyrker jorden, så vi får en fælles overblik over, hvad der giver mening. For klimaet, for lokalområdet og for den enkelte lodsejer. Og det ser vi frem til at komme i gang med. 

    Som led i Hedensted Kommunes ansøgning til Miljøstyrelsen er der udarbejdet et omfattende kortmateriale med potentialeområder, som er geografisk fordelt i hele kommunen.

    Disse områder lever op til Miljøstyrelsens kriterier for lavbundsjorde. Områderne skal Hedensted Kommune i dialog med lodsejerne om, når projektet for alvor går i gang i starten af 2024 – og her bliver netop dialogen og medindflydelse helt central.

    Det forklarer Lars Poulsen, der er formand for Udvalget for Vækst og Klima i Hedensted Kommune:

    - Vi håber naturligvis, at mange lodsejere vil gå med i projektet, for her har vi mulighed for virkeligt at rykke til gavn for klima og miljø. Men jeg vil gerne understrege, at det er helt frivilligt, og altså op til den enkelte lodsejer, om man vil være med. Der er forskellige kompensationsmuligheder, og som led i projektet har vi netop fokus på, hvilken betydning deltagelse har for den enkelte – både hvad angår klimaeffekter, naturgenopretning og økonomi, så man kan træffe sin beslutning på et fuldt oplyst grundlag.

    Hedensted Kommune planlægger i løbet af efteråret en proces for, hvordan lokale borgere, lodsejere og andre interessenter bliver involveret i projektet i form af informationsmøder mv.

    Den hilser Østjysk Landboforening velkommen, forklarer formand Henrik Nielsen:

    - Vi er positive, og går ind i samarbejdet med et åbent sind, for vi har en fælles forpligtelse til at reducere udledningen af drivhusgasser og næringsstoffer. Jeg hæfter mig især ved, at projektet kan give vores landmænd et bedre overblik over, hvad et lavbundsprojektet helt konkret vil betyde for dem og deres arealer, så de kan træffe deres beslutning på et oplyst og gennemarbejdet grundlag.    

    FAKTA:
    • Projektet skal bidrage til Hedensted Kommunes klimaplan og til regeringens plan om at mindst 100.000 hektar lavbundsjord inden 2030.
    • Hedensted Kommune har i første omgang screenet hele kommunen for områder, som lever op til kriterierne for at få tildelt støtte til lavbundsprojekter.
    • De screenede områder ligger spredt i hele kommunen, men ofte i forlængelse af eksisterende lavbundsjorde eller projekter, fx i Uldum Kær, som er det største sammenhængende område.
    • I det nye projekt samarbejdes der med Naturstyrelsen om konkrete projekter og arealer.
    • Det er frivilligt om lodsejere vil deltage i projektet.
    • Lodsejere, der vælger at være med, bliver kompenseret for arealer, der udtages til lavbundsjord efter følgende engangssatser:

      • 82.500,- per hektar ved omdriftsjord
      • 35.500,- pr hektar ved permanent græs
      • 4.500,- pr hektar ved Natur
    • Lodsejere beholder naturligvis ejendomsretten over deres jord, men der tinglyses en servitut om, at arealet ikke må jordbearbejdes, gødskes, tilføres jordforbedringsmidler eller sprøjtes. Der vil dog fortsat være mulighed for fx græsning og jagt på arealerne.
    • Hedensted Kommune forventer at påbegynde formidlingsaktiviteter til berørte lodsejere i slutningen af 2023 eller starten af 2024.